Skjald Spil & Events er startet og drevet af Morten Blaabjerg (f. 1973), historiker og spildesigner med en livslang fascination af spil som både oplevelser, fortællinger og systemer.
Siden 2019 har jeg arbejdet seriøst med at designe spil, men det begyndte længe før – med BASIC-spil på min Amstrad som barn, “Du er selv helten”-hæfter og et hjemmelavet rumstrategispil, der endda vandt en pris på en con i Svendborg i 1990’erne. Senere lavede jeg rollespilskampagner i Call of Cthulhu og prisvindende scenarier til Civilization II. Jeg voksede op med spil – og blev også bidt af at lave dem selv, i mange aftapninger og afskygninger.
I dag udvikler jeg spil professionelt, underviser i spildesign og faciliterer spiloplevelser for spillere, undervisere, skoler og virksomheder.
Jeg samarbejder med talrige samarbejdspartnere, ikke mindst andre designere og forlag, brætspilcaféer, klubber, forretninger og distributører. Vi har et fantastisk velfungerende dansk spildesign- og spil-community, med mange gode begivenhder og rammer for at facilitere gode spiloplevelser.
Mit arbejde tager afsæt i spil som noget, der både kan skabe fællesskab, læring, stærke historier og oplevelser, der bliver hængende.
Skjald Spil & Events er skabt for at samle det hele ét sted: spil, kurser og events, der bringer mennesker tættere på hinanden og gør en forskel.
